nr. 12 Flædbækvej

Billedet er taget i 2009

1 Bager Jørgensen
Bager Jørgensen havde et bageri her på Flædbækvej 12. Han blev gift med Martha Lassen, en datter af kromand Johannes Lassen. Han solgte ejendommen til Alfred Christensen, Stevning.

Bager Jørgensen købte bageriet på  Fruerhøj 1 Sjellerup, hvor han var bager en del år. Senere nedsatte han sig som bager på Kongevej i Sønderborg. Forretningen i Sønderborg hed

“Kongevejens bageri “.

2 Alfred Christensen
Alfred Christensen var skrædderens søn fra Stevning, han blev gift med Christine en datter fra Stovgård på Sundeved, og en søster til Sofie Jørgensen, Skadebjergvej 2. Han nedsatte sig som bager i byen, men ovnen brændte, og han solgte huset, og flyttede til Stevning. Han hjalp en del år i bageriet hos Christen Petersen, Elstrup Overby 29.

3 Peter Jensen Jørgensen 1938 – 1985
Peter Jensen Jørgensen er født den 7. 3. 1904, og er en søn af gårdejer Markus Jørgensen, Egebjerggård, Kanalvej 5 Østerholm. Han blev gift med Anna Cathrina Bromand, en datter af gårdejer Bromand, Sebbelev. Peter Jensen Jørgensen arvede gården efter sin fader, Markus Jørgensen, omkring 1930 efter nogle år solgte de den og købte huset her på Flædbækvej 12. De havde bageriudsalg i flere år. Peter Jensen Jørgensen arbejdede en del år hos bygmester Johan Viereck i Guderup, det var mest ved dræning af markerne. Da Danfoss havde et vældigt opsving, begyndte han som fabriksarbejder. Cathrina Jørgensen, gik i mange år ud at koge til fester i hjemmene. Peter Jensen Jørgensen døde den 9. 1. 1967. Cathrina hans hustru solgte huset 1985. Og flyttede i de beskyttede boliger, ved Plejecentret i Guderup, her døde hun den 28. 7. 1993

Børn
1). Markus Jørgensen blev uddannet snedker hos ” Als Møbelindustri ” i Sjellerup. Han underviste en del år eleverne i Guderup Skole. Han blev gift med Løkke der var sygeplejerske ved Sønderborg Sygehus.
2). Jørgen Jørgensen blev uddannet som elektriker, blev gift og er ansat på Danfoss

4 Henrik Andersen 1985 -1987

5 Aksel Andersen 1987
Aksel Andersen er en søn af Bente og Hans Andersen, Bygtoften 8. Aksel er uddannet til elektriker, og arbejder hos elektriker Glenn Bernecher, Guderup. Han købte huset i 1987. og bliver gift med Gurli Petersen, en datter af Svend og Aase Petersen fra den gamle kro i Elstrup, Flædbækvej 14. Gurli er operatør og den 2. 8. 2001 havde hun 25 års jubilæum på Danfoss. I juni 2001 får de nyt tag og loftsetagen udvidet, og muret en sten om på ydervæggene  

De har tre børn
1). Dennis Erslev Holt Andersen blev døbt i vinter 1982
2). Christina Andersen, døbt i Egen Kirke efterår 1990, konfirmeret i Egen Kirke den 18. apr. 2004
3). Line Andersen, døbt i Egen Kirke sommer 1993, konfirmeret i Egen Kirke den 15. apr. 2007

Interview med Marcus Jørgensen på Plejecentret i Guderup ca. 1990
Jeg kan begynde med at fortælle at jeg er født nede på Egebjerggård i 1925. Det er nede I Østerholm. Det blev kaldt Nørremølle. Det var en skidt tid for bønderne dengang, det er det jo altid, så vi måtte flytte til Elstrup og der købte vi et lille hus i nærheden af kroen, og mor fik udsalg for bager Jørgensen herovre, og far købte en gammel båd af en fisker ned i Østerholm. Så begyndte han at fiske nede fra Bostedhoved. Jeg gik i skole i Elstrup, og om middagen måtte jeg over efter kager og langs med dem, bagefter til havs. Posten havde fundet ud af, at hvis han lagde post ved os så tog jeg den videre til Bostedhoved. Jeg havde min bedste barndom der, det var jo et frisk levned der på Bostedhoved, sidde og ordne garn og andet arbejde, nær ved havet i naturen og høre fuglene og se blomsterne. Det syntes jeg om. Dengang havde vi hverken fritidshjem eller fodboldbane, vi skulle passe os selv.

Jeg mindes en dag jeg sad og arbejdede, og hvor jeg af og til kigger ud over havet. Det var ligesom havet skilte sig ad. Jeg tænkte: Hvad pokker er det her!  – og ganske langsomt hævede der sig en undervandsbåd. Det var jo før 2 Verdenskrig i 1938 eller 1939. Da havde vi jo nok hørt noget om, noget der kunne sejle under vandet, men vi havde aldrig set en. I kan nok forstå, at sådan en knægt der sidder i sine egne tanker og der pludselig dukker sådan noget op, så er der noget at tænke på. Så jeg sad der og faldt i tanker, hørte jeg noget der snøftede bag mig. Da jeg vendte mig om og kiggede så stod der en grævling der med sit stribede hoved. Nu havde jeg hørt hjemmefra at de gamle jægere altid havde trækul i støvleskafterne hvis de var på grævlingejagt, for de bæster bed jo til det knagede i knoglerne, og så ville de snyde grævlingerne på den måde.

Men jeg havde da en kniv og en stenslynge, det havde vi altid dengang, så jeg var klar over at jeg skulle sælge mit liv så dyrt som muligt, men den fyr her gav sig til at plukke brombær, og der smovsede den rigtigt når den fik fat i sådan en. Da den var færdig luntede den af, så den var altså ikke så farlig. Så det var lidt overdrevent med de gamle jægere. Jeg har senere mødt dem flere gange og de var ganske uskyldige.

Blandt fiskerne var der nogen der snakkede om én der sommetider kom cyklende fra Sønderborg. En mærkelig mand var det, han havde ingen bøsse med. Det havde ellers alle dengang. Han havde bare en kikkert, og så gik han ud i majen (eng) gik og kikkede og foretog sig ingenting, og kom tilbage igen. Han måtte da være en underlig snegl. Ham ville jeg gerne træffe, men der skulle gå nogle år inden det kom så vidt.

Imens kom jeg i snedkerlære. Når jeg var hjemme om søndagen begyndte jeg at strejfe ude i skoven, der var jo krig og der var ingen forlystelser, og på sådan en tur fandt jeg en bogfinke i de fine forårsfarver. Den kunne jeg godt tænke mig at have udstoppet. Nu kendte jeg en mand der udstoppede fugle, men det skulle han jo have penge for. Jeg var 16 år og tænkte at jeg kunne alt, så det ville jeg da gerne prøve, jeg skulle da lige se hvordan han gjorde det. Han var ikke meget for at give hele sin viden fra sig, så jeg skulle vente en time, jeg kunne komme igen. Da jeg kom tilbage, fik jeg at vide af hans kone, at han var i godt humør. Jeg fik lov til at sidde og kigge på, hvis jeg holdt min mund imens. Så tænkte jeg: hvis han er sådan når han er godt tilpas, hvordan er han mon så når han er gal. Da han efter et par timer var færdig sagde han: Og nu kan jeg fortælle dig, du kan ikke få tråd, glasøjne og ikke gift, det sidste skal der polititilladelse til.

Så han sagde sådan set sagt, det kan du godt opgive. Men jeg gik hjem og øvede mig på gråspurve, dem var der mange af dengang. Men jeg havde et problem med at få dem rene, men det fandt jeg også ud af. Da jeg senere besøgte Sandkam, den mand der udstoppede fugle, spurgte han mig om jeg kunne få dem rene? Jo, det gik godt, sagde jeg. Nu var jeg klar over at han dengang ville lokke mig væk en time, fordi han ikke selv ville afgive hele sin viden. Han havde nemlig måttet betale 200 kr. for at få at vide hvordan man gjorde. Så blev vi gode venner, og jeg har stoppet ud indtil 1959.

Jeg havde stadig interesse for naturen og kigge efter fugle. En tidlig morgen i maj i skoven, ser jeg nede ved gl. Østerholm en mand sidde under et træ. Han er ved at få sin morgenmad. Så kom jeg i tanker om manden med kikkerten. Godmorgen, sagde jeg, og inden jeg fik sagt mere, spurgte han: Er du ude for at kigge efter fugle? Det viste sig så at det var Oluf Behrends, Sønderborg, der altid gik derned. Det har været i 1945 – 46 og vi kommer stadig sammen. Det var faktisk lidt af et vendepunkt i mit liv.

Han fik mine øjne op for, at der var andet som jagt. Dengang skulle alle gå på jagt.

Det blev til mange ture sammen med ham. Vi opdagede også at Sønderjylland ligger sådan i grænseområdet for opdagelsen at nye fuglearter sydfra. Jo mere man kommer ud, jo mere ser man jo. Det har givet mange oplevelser. Vi skulle både på cykel, med bus og tog   for at komme ud til Højer. Da vi skulle ind i rutebilen fra Tønder til Højer, da havde vi sat vores cykler som vi plejede at gøre, så pludselig kommer buschaufføren ind og er lige så rød i hovedet som rutebilen var. Vi kunne ikke forstå hvad han fejlede. Så sagde han: Hvem er det der er så fræk at sætte cyklen op ad min bil?  Vi var jo vant til fra Sønderborg, at vi bare kunne sætte cyklen op af hjørnet på bilen, så tog chaufføren cyklen og smed dem op på taget. Det viste sig at dette her var en privat rutebil, og at han lige havde fået lakket den. Han var gal. Vi måtte bede ham om forladelse og love at vi aldrig ville gøre det mere. Så kørte han af sted, men han snakkede med sig selv resten af vejen. Da vi skulle hjem cyklede vi helt henne fra Siltoft i det fjerneste hjørne op til Tønder, vi skulle ikke med rutebilen igen.

Hvorfor findes der ikke så mange gråspurve mere?

Ja, de er cirka halveret på de sidste 20 år. Deres levesteder er blevet fjernet. Hvor de før kunne leve i stråtag, er der nu ikke så mange, og så er fødemulighederne formindsket. Der er heller ikke så mange hestepærer, som de godt kunne lide at prikle i. Og så er der den ulyksalige forurening med hensyn til gifte. Alt hvad de får fat i er jo mere eller mindre sprøjtet. Det er især ved rovfugle vi ser skaden. De æg de lægger, er så tyndskallede at de simpelthen går i stykker. Der er også sådan at de gifte oplagres i organismen og vandrer fra fødekæde til fødekæde. Det begynder med de små, der bliver ædt af de større, og til sidst ender det hos os mennesker, der er sidste led i fødekæden. Men i første omgang viser det sig hos rovfuglen, som er den sidste led i den fødekæde, og som altså får den største koncentration af giften. Lærkefalke og havørne, de fik ikke noget ud af deres yngel. De sidste jeg kan huske der har ynglet her er oppe ved Haderslev.

Det vil sige at du har boet på Als altid?

Ja, jeg er indfødt alsinger. Jeg blev boende i Elstrup indtil jeg blev gift. Jeg blev gift i 1951. Da fik vi et lille hus i Stolbro, hvor vi boede til leje, der var vi i 7 år. Så flyttede vi i 1957 til Præstevænget. Der har vi været siden, Min kone er fra Fyn. Jeg aftjente min værnepligt som koporal i sundhedstropperne i Sønderborg. Da jeg kom dertil havde vi en gammel sygeplejerske, som sygeplejersker var dengang. Hende havde vi respekt for. Så var der en overlæge derude, som blev udnævnt til stabslæge hvor en dansk brigade skulle oprettes i Tyskland. Denne sygeplejerske havde et godt øje til denne mand, og tænkte: Hvis jeg nu søger med til Tyskland, så kan han da ikke undgå at se mig. Men hun kunne ikke snakke tysk, så hun havde bestilt en sprogforsker for at få hjælp, men det kneb jo. En skønne dag slog hun klo i mig, og så skulle jeg hjælpe med grammatikken. På den måde blev vi temmelig fortrolige. Hun rejste så af, men det blev ikke noget med det giftermål.Men så skulle vi jo  have en anden sygeplejerske. Jeg var sammen med en sygepasser fra Svendborg, og han havde en kusine der lige var blevet færdig fra sygeplejeskolen. Vi snakkede om vi kunne få hende hertil. Hun kom og blev min nærmeste militær foresatte, og så måtte jeg simpelthen gøre hvad hun forlangte, og det endte med at vi blev gift. Hun var fra Svendborg.

Jeg har også været med til at ringmærke fugle, og det var spændende at høre tilbagemeldinger.  Det foregik på den måde at vi opsøgte fuglerederne, når ungerne var ved at være flyvedygtige

For så at sætte en ring på det ene ben, mærket med en adresse og nummer. Så lavede vi en rapport om hvornår fuglen var mærket, hvilken slags fugl og nummer, og hvem der havde gjort det. Dette i to eksemplarer, så det ene blev sendt til Viborg og den anden beholdt vi selv.

Hvis så der var en der fandt fuglen, og så ringen, kunne de sende ringen videre til Viborg, og så fik vi igen besked om hvor den var fundet. Det var helt spændende, der var genmeldinger helt fra Sydfrankrig, men også tæt herfra. Nu er det overtaget fra Zoologisk museum.

Marcus Jørgensen er en søn af Cathrine og Peter Jørgensen, der først havde gården 

“Egebjerggård ” på Kanalvej i Østerholm I Elstrup boede han forældre, Flæbækvej 10. Han var en dygtig snedker og var udlært hos snedkermester Peter Jørgensen i Sjellerup, hvor han var ansat i mange år. Han blev gift med Løkke, og de byggede hus i Præstevænget. Marcus døde alt for tidligt, den 14. januar 1993, 68 år gammel, og hans enke flyttede til København. De er begge bisat på Egen Kirkegård

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *