Månedsarkiv: december 2010

Restaurering af Elstrup mølle er gået igang

Onsdag den 8 december blev den over 150 år gamle  møllehat forsigtigt løftet af Elstrup Mølle. Dette var det første synlige startskud på det enorme restaureringsarbejde  møllen skal gennemgå i de kommende mange år.

Det forestående restaureringsarbejde er en både tids og resoursekrævende opgave som er budgeteret til at skulle koste i omegnen af 13 millioner Kr.  En af de store poster i budgetet er restaureringen af møllehatten, og det er med stor glæde at Ernst Linnow nu har fået financiel tilsagn fra Augustinus Fonden samt LAG med hver 250.000 Kr. Herudover bidrager Kultuarvsstyrelsen (KUAS) med samme beløb, så der nu alt i alt er givet tilsagn på 1 million Kr. Økonomiske tilsagn som disse kommer ikke af sig selv og en vigtig del af fundamentet for at kunne opnå sådanne tilsagn er en god lokal opbagning til projektet. Elstruplaugets tilkendegivelse af interesse for at indgå aktivt i projektet for restaurering af Møllen har derfor også været af stor betydning fortæller Ernst.

Med disse midler er møllehatten nu kommet sikkrt ned og der er sat et midlertidigt låg på møllen. Hatten er transporteret til møllebyggerens værksted og der skal nu ( i januar ) fældes nogle meget store egetrær som skal tilskæres næsten på mål og herefter tørres i min. 3 år før træet kan anvendes til at genopbygge hattens bundramme.
Denne allerførste deletape er af uvurderlig stor værdi for projektet, fordi det er en vigtig begyndelse på restaureringen.

En anden rigtig god historie om arbejdet med møllen er at fire frivillige maskinmestre nu vil gå igang med at restaurere den gamle B&W Dieselmotor. Der er givet tilsagn fra et værksted som stiller lokaler frit til rådighed og en kranvogn vil uden beregning flytter den 8 tons tunge motor fra Elstrup til værkstedet.

De fremtidige planer for Møllen er at der med tiden etableres en Fondsbestyrelse for Elstrup Mølle hvor der udover Linnow selv også ønskes deltagelse af f.eks. advokater, revisorer, politikkere, eller andre aktive og indflydelsesrige personligheder. Der er også planer om etablering af et lokalt Møllelaug der vil være af helt afgørende betydning for den fremtidige drift af Møllen. Er der nogen der går med ønsker om gerne at ville indgå i et sådant arbejde er man velkommen til at kontakte en af  bestyrelsesmedlemmerne fra Elstruplauget eller Ejner Andersen.